Kan Jobcentrene varetage de psykisk syge arbejdsløses behov?

Mit bekendtskab med beskæftigelsesindsatsen i Jobcenter København begyndte for over 5 år siden, da jeg grundet stress fik en depression. Hvor jobcenteret burde være stedet, der hjælper folk, har mit møde med Jobcenter København været en langsom nedbrydningsproces – såvel personligt som fagligt. Det er et system, der baserer sig på laveste fællesnævner, rigide regler, stereotype forestillinger om psykisk syge, undskyldninger, negligering af individer og manglende fokus og handling med udgangspunkt i, at matche udbuddet af arbejdskraft med virksomhedernes behov. 

Jeg havde i lang tid haft hjertebanken, sov afbrudt om natten, begyndte at græde over ingenting, havde en forfærdelig angst og havde en konstant dirren i kroppen! Jeg var ”kørt ned” og mit selvværd var gået i minus. Jeg gik til lægen og fik beskeden, at jeg led af stress, han udskrev sovepiller, og understregede samtidig, at hvis jeg fortsatte på den måde, ville det udvikle sig til en depression, hvilket jeg gjorde min daværende arbejdsgiver opmærksom på. Jeg havde knoklet og givet alt for den virksomhed. Først som controller og derefter som salgschef i en lille international salgsvirksomhed. Jeg var en god, vellidt og stabil medarbejder, men jeg kunne ikke længere!

Et par måneder senere var depressionen en realitet, og jeg kom på ”lykkepiller”. Jeg vidste ikke meget om depressioner og troede, at det var noget med, at komme op på hesten igen, hvilket ikke er helt usandt, idet det sociale i arbejdslivet, ifølge mine erfaringer spiller en vigtig rolle i behandlingen af depressioner!  Men som min historie viser, er det at hjælpe folk i arbejde, ikke Københavns Jobcenters kernekompetence – tværtimod!
 
Jeg sagde op, blev sygemeldt på ubestemt tid og blev indkaldt til samtale i Jobcenteret. I brevet, jeg modtog, stod der, udover hvad mødet skulle omhandle, bl.a., at jeg har rettigheder og pligter, og at en udeblivelse til samtalen vil få konsekvenser. Fantastisk kommunikation! 
Her gik det op for mig, at jeg var blevet en social klient i en meget anden virkelighed end den, jeg kom fra! Hvor jeg kommer fra, taler man pænt til hinanden, ellers får man jo aldrig opbygget en god relation! 

Hvis man er syg i København, bliver man med hyppige mellemrum indkaldt til samtaler i afdelingen for sygedagpenge. Jeg har endnu ikke har forstået formålet med alle de samtaler! Til min første samtale forklarede jeg min situation, og jobcenteret indhentede oplysninger hos min psykiater, der bekræftede, at jeg led af depression udløst af stress. Jeg understregede, at jeg ønskede at samarbejde, så jeg kunne komme hurtigt i gang – men med en stille og rolig opstart. Det betød meget for mig, at komme hurtigt i gang, da jeg blev mere deprimeret af at gå sygemeldt derhjemme. Det stod dog hurtigt klart, at der ingen hjælp var at hente!  Det eneste, Jobcenteret kunne bidrage med, var at sende mig ud til et ikke eksisterende kursus i stresshåndtering hos et firma, der hedder Revacentret! 

På et møde i Jobcenteret blev jeg spurgt, hvad jeg lavede der, og om jeg ikke bare kunne gå ud og finde et job. Jeg gik, mere eller mindre i chok over denne meddelelse, hjem og raskmeldte mig i frustration, til trods for, at jeg stadig var syg! Jeg tænkte, der måske var bedre chance for at komme i gang, hvis jeg raskmeldte mig, frem for at være i et system, hvor det hele var tom snak og varm luft!  Det skulle jeg imidlertid aldrig have gjort!  Der gik ikke lang tid, før jeg skulle aktiveres hos en såkaldt ”anden aktør”, dvs. en virksomhed, der har overtaget opsynet med de ledige fra kommunen. I dette tilfælde skulle jeg på jobsøgningskursus hos firmaet Job.dk. Kurset var målrettet arbejdsløse akademikere. Jeg glædede mig til at starte og håbede, at de kunne hjælpe mig med at komme i gang igen - stille og roligt! Men det stod hurtigt klart, at Job.dk’s primære funktion var at holde opsyn med de ledige og ikke hjælpe dem i arbejde. Når vi mødte på ”kurset” om morgenen, blev vi råbt op og krydset af som folkeskoleelever. Efter lidt snak i plenum skulle vi sidde i et klasselokale foran en langsom computer og søge stillinger. Da jobkonsulenterne blev ved med at tale om, at netværk var det vigtigste parameter i jagten på et nyt job, spurgte jeg en konsulent, hvilket netværk han og de andre jobkonsulenter havde, som vi ledige kunne trække på. Der blev stille i lokalet et par sekunder, og svaret var, at de da ikke havde noget netværk. Jeg tænkte, hvilke kvalifikationer er det lige, man skal have som jobkonsulent i et firma, der skal hjælpe ledige i job?

Jeg var stadig syg og havde virkelig svært ved at finde jobs, der matchede mit behov for at komme stille og roligt i gang igen – en rolle jeg mente, at jobcenteret burde påtage sig!
En ting, jeg bemærkede under kurset, var, at jeg skrev færre ansøgninger i aktivering, end jeg gjorde derhjemme, så det dybere formål med aktiveringen, fandt jeg aldrig ud af.
Efter nogle uger var jeg så træt af aktiveringen hos Job.dk, at jeg måtte væk derfra. Jeg var skuffet og desillusioneret over denne form for aktivering og følte, at jeg var blevet gjort til en vare, som Københavns Kommune havde solgt til den billigste “anden aktør” på markedet. Heldigvis opdagede jeg, at man som arbejdsløs var berettiget til 6 ugers kursus på dagpenge, hvilket ingen i Jobcenteret havde gjort mig bekendt med! Jeg fandt et kursus i fremstilling af digitale kort på ingeniørhøjskolen i Ballerup. Et kursus der supplerede min kandidatuddannelse godt.

Psyken havde fået det væsentligt bedre igennem kurset, da det var udfordrende og spændende, men da de 6 uger var ovre, stod den på ansøgninger og Jobcenter igen. Alene tanken var angstprovokerende! Men efter ca. 2 mdr. i systemet – uden jobcenterets hjælp, fik jeg et to mdr. langt vikariat i GN-Store Nord igennem et vikarbureau. Jeg skulle lave noget arbejde, der var langt fra min universitetsuddannelse – men dog udfordrende. Jeg var glad og håbede, at det kunne blive begyndelsen på noget andet end Jobcenteret, men psyken var blevet dårlig igen. Jeg havde angst, havde svært ved at sove om natten og dirren i kroppen var begyndt igen.

Da jeg var færdig hos GN-Store Nord, var jeg fast besluttet på at komme ud af det rigide og uprofessionelle jobcentersystem hurtigst muligt! Jeg skrev fire gode ansøgninger på en uge, kom til tre jobsamtaler og fik et job, der matchede mine kvalifikationer – men ikke min psyke, viste det sig.
Jeg startede en mandag og vågnede op om torsdagen på ”den lukkede” på Rigshospitalet, helt udbrændt og med en dyb depression. Jeg tænkte på, da jeg lå der, hvor irrationelt jobcentersystemet havde handlet i min sag, når det i stedet for at hjælpe syge mennesker i gang, sendte dem ud i ansøgerfeltet for raske mennesker, til skade for alle parter. Jeg var samlet indlagt i to mdr. Mit store håb var, at jeg kunne komme i gang stille og roligt, helst umiddelbart efter udskrivelsen. Da jeg blev udskrevet, sagde overlægen, at jeg skulle ”stikke foden i vandet og mærke temperaturen”. Jeg var stadig ved siden af mig selv, men var godt medicineret, og jeg skulle derudover begynde på et ambulant behandlingsforløb på Rigshospitalet. Men jeg skulle også i gang med Jobcenteret igen! Jeg var på sygedagpenge og skulle møde i afdelingen i Baldersgade. Heldigvis gik det fint denne gang. Konsulenten var hurtig og konsekvent. Jeg fik revalidering og kom via en “anden aktør” i virksomhedspraktik i HR-afdelingen på DTU. Jeg havde intet kendskab til HR-arbejdet, men jeg engagerede mig i vanlig stil i opgaverne. Jeg startede på fire timer om dagen og kom hurtigt på fuld tid. Jeg begyndte at få opgaver, der passede til min uddannelse, hvilket jeg var glad for. Alle var glade, indtil jeg brød sammen igen. Jeg blev sat ned i tid til 20-23 timer om ugen, og hos min psykiater fik jeg diagnosen bipolar-lidelse (maniodepressiv).

Jeg fik ny medicin – nu var jeg oppe på fire medikamenter – og fungerede trods bivirkninger godt på nedsat tid. Alt fungerede fint og efter 14 mdr. ville DTU gerne ansætte mig i fleksjob.
Alle troede, at det var en formsag for mig at få et fleksjob, da min historie talte for sig selv! Jobcenteret havde fået de påkrævede lægelige oplysninger fra min psykiater, og det lange praktikophold på DTU kunne udgøre det for den påkrævede arbejdsprøvning. Men Jobcenteret ville det anderledes!  Det tog en mdr. at flytte min sag til den afdeling, der skulle vurdere fleksjobansøgningen, og det er vel at mærke en sag, der ligger i samme system, og jeg ventede efterfølgende i ca. to mdr., før jeg blev indkaldt til en samtale. Det skal siges, at jeg jævnligt rykkede dem. Det samme gjorde min tidligere leder på DTU. Men jeg blev slemt skuffet. Mødet var et infomøde, hvor jeg blev informeret om min sag. Jeg forklarede, at jeg havde et fleksjob på hånden, at jeg ønskede en hurtig afgørelse, og jeg foreslog, at vi aftalte et nyt møde hurtigst, hvortil hun svarede, at afdeling pga. meget sygdom ikke kunne lave aftaler! Jeg spurgte endvidere, om jeg kunne bidrage med noget for at fremme sagsbehandlingen, hvilket ikke var muligt. Der skulle gå yderligere et par mdr., før der skete noget i sagen. Jeg blev pludselig en november dag ringet op af en jobkonsulent fra et rekrutteringsfirma, der ville informere mig om, at mit arbejdsprøvningsforløb var begyndt hos dem. Jeg ville modtage et brev næste dag, og jeg blev bedt om at møde hos hende dagen efter. Jeg var rasende, idet jeg jo ikke skulle i arbejdsprøvning, det havde jeg jo været i 14 mdr.! Værre blev det, da jeg mødte op og fik at vide, at konsulenten ikke havde fået min sag fra Jobcenteret, fordi de mente, at et forhåndskendskab ville kunne påvirke resultatet af arbejdsprøvningen.

Jeg kom i arbejdsprøvning i et IT-firma, men da arbejdsprøvningen foregik i juletiden, varede den reelle arbejdsprøvning kun 11 arbejdsdage ud af de i alt 30 arbejdsdage, den var berammet til! Konklusionen på arbejdsprøvningen skrev jeg selv, da konsulenten ikke mente, hun kendte nok til min lidelse og derfor ikke kunne skrive den! Nå men nu måtte min fleksjobansøgning kunne behandles! Men nej – for nu havde den langsomme sagsbehandling medført, at de lægelige oplysninger var blevet forældede. Derudover havde man også glemt at indhente oplysninger fra egen læge, som for øvrigt ikke havde haft noget med min sygdom at gøre i flere år, da jeg jo gik til psykiater. Det gik der et par måneder med! Nu måtte de vel have nok materiale til at vurdere min sag! Men nej, for nu skulle kommunens lægefaglige konsulent vurdere sagen! Jeg ventede, og jeg ventede og ringede igen til Jobcenteret, hvor jeg fik at vide, at de faktisk kunne undlade den lægefaglige konsulents vurdering.

Efter 14 måneders sagsbehandling blev jeg bevilliget fleksjob. Bureaukratiet gjorde, at der gik yderligere en mdr. før jeg fik det at vide! Nu glædede jeg mig til at komme i gang. Men nej. Det lovede fleksjob på DTU var – forståeligt nok – forsvundet, og jobkonsulenten i min nye afdeling i Jobcenteret mener, at det vil blive svært at finde et fleksjob, der matcher mine kvalifikationer. Det skal dertil siges, at jeg har fire uddannelser, med fine karakterer, og jeg har erhvervserfaring inden for køb/salg, import, marketing, HR, biotek, fødevareproduktion og IT! ”Heldigvis” fik jeg den besked, at kunne Jobcenteret ikke finde et job til mig indenfor 12 mdr., kunne jeg vælge en ”anden aktør” til at hjælpe med at finde et fleksjob. 12 mdr. er virkelig incitamentsskabende!  Derudover var det eneste, jobkonsulenten kunne fortælle, at jeg udover at rette mit CV til, skulle søge opfordrede stillinger. Jeg var en anelse forundret over den sidste melding, da jeg jo netop havde fået et fleksjob grundet sygdom.  

Jeg har igennem forløbet løbende rykket og klaget over sagsbehandling, men det er som at løbe panden mod en mur. Det fik mig til at sende breve til ministre, borgmestre, politikere og ombudsmand, hvor jeg gjorde opmærksom på problemerne i Jobcenteret i forbindelse med min sag. Jeg blev henvist til beskæftigelsesborgmesteren i Københavns Kommune Anne Mee Allerslev. Et par uger efter modtog jeg svar fra borgmesteren, hvori hun erkender, at der er begået fejl i sagsbehandlingen, og at det seneste års sagsbehandling har været unødvendig, da man jo allerede havde de nødvendige oplysninger. Hun beklagede meget og håbede, at jeg fremover vil opleve en tilfredsstillende sagsbehandling!!!


Sørens tre gode råd til andre der oplever en lignende behandling:

1. Vent ikke med at klage over sagsforløbet, søg løbende aktindsigt i din sag og giv ikke op!

2. Skriv dit personlige forløb ned. Det er god terapi og et vigtigt dokument i et evt. klageforløb.

3. Allier dig med en pårørende, behandler eller ven, der kan støtte dig, da man let kan komme i tvivl om det er systemet eller en selv den er gal med.


Læs Overborgmester Frank Jensens svar på Sørens personlige historie her

Læs Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens svar på Sørens personlige historie her

Læs Socialordfører Finn Sørensens svar på Sørens personlige historie her

Læs Psykiatri - og forebyggelsesordfører Jane Heitmanns svar på Sørens personlige historie her