Lærte at forstå stemmerne

Paranoid skizofreni

Anna var netop begyndt i 10. klasse på en ny skole, da stemmerne talte til hende for første gang. En stemme sagde, at hun skulle slå sig selv ihjel. En anden stemme sagde, at hun ville blive slået ihjel, og at der var spioner omkring hende. En tredje stemme fortalte hende, at hun var dum, uduelig, grim og ikke kunne noget.

Det lykkedes dog Anna at gennemføre 10. klasse ved at ignorere stemmerne, og efter sin eksamen flyttede hun ind på en gård hos sine forældres venner. Hun håbede på, at hun kunne dæmpe det indre slagsmål ved hele tiden at holde sig i gang. Men stemmerne nægtede at forlade hendes tanker, og omkring jul blev hun indlagt på en psykiatrisk afdeling.

”I januar 2006 fik jeg at vide, at jeg lider af paranoid skizofreni. Det var en lettelse at få diagnosen. Når man er blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling, kan man nemlig godt føle sig som en fiasko, men da jeg fik diagnosen blev jeg bekræftet i, at jeg var syg. Og jeg var ikke bare lidt syg, for paranoid skizofreni er en af de værste psykiske sygdomme, man kan lide af. Det lyder måske meget mærkeligt, men jeg var lidt stolt over, at jeg havde en meget alvorlig psykisk sygdom, for så følte jeg ligesom, at jeg var dygtig til at være syg.”

Vennerne forstod ikke sygdommen
Anna fortæller, at hun allerede i 6. klasse fornemmede, at hun havde et lavt selvværd. Hun udviklede en mild form for spiseforstyrrelse i 8. klasse, og hun begyndte at få selvmordstanker. Hendes mor fandt på et tidspunkt et afskedsbrev fra Anna, og det førte til den unge piges første indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

”Det var ikke en stor succes, for lægerne forstod mig ikke. De ville bare give mig medicin, men mine forældre og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle have medicin, når jeg ikke kunne få at vide, hvorfor jeg skulle tage den.”

Anna talte meget med sine venner om, hvordan hun havde det, men hun fandt hurtigt ud af, at vennerne ikke rigtig havde lyst til at høre om hendes problemer. Eller måske var det fordi, de ikke rigtig kunne forstå det.

”Det er fuldt forståeligt, at folk kunne blive bange, når jeg begyndte at fortælle om mine selvmordstanker. Men det havde nu været rigtig rart, hvis de i stedet for at trække sig væk fra mig, havde sagt, at jeg ikke skulle tale om selvmordstankerne.”

Mange har svært ved at takle en person, som lider af en psykisk sygdom, og det har Anna mærket på egen krop. Hun har levet et liv med mange humørsvingninger, og når hun tog sin medicin kunne hun blive rastløs, indelukket, genert og panisk. En aften, hvor Anna var alene hjemme hos sine forældre, fik hun et panikanfald. Heldigvis kom naboen over for at hjælpe den hyperventilerende Anna. Naboen havde to veninder med, og pigerne forstod ikke helt alvoren, for én af dem grinede og tog billeder af Anna.

”Jeg husker alt, hvad der sker under sådan et panikanfald – men det tror omgivelserne ikke, jeg gør. Jeg tror ikke, at naboens veninde ville såre mig, for hun vidste tydeligvis ikke, hvad der foregik.”

En psykisk lidelse er ingen hindring
Anna er flere gange blevet mødt med fordomme fra fagpersoner, som ellers var udset til at skulle hjælpe hende. Lægerne i psykiatrien fortalte hende gang på gang, at hun aldrig ville blive rask, og at hun ikke ville kunne få et godt liv. Da hun ville starte på en hf-uddannelse, sagde studievejlederen, at hun i stedet skulle koncentrere sig om at tage 10. klasse og enkeltfag. Men Anna trodsede formaningerne og gennemførte en 2-årig hf-uddannelse med tre ekstra fag.

”Professionelle fagfolk har en tendens til at pakke mig ind i vat, fordi de tror, at jeg ikke kan klare mig. Men der er ikke noget galt med mit faglige niveau, så jeg vil ikke lade mig begrænse af min psykiske lidelse”

Annas forældre har støttet hende hele vejen igennem sygdomsforløbet, og de er stadig en stor støtte for hende. De har været gode til at tale med deres omgivelser og naboer om Annas psykiske lidelse, og så har de ikke være berøringsangste over for sygdommen.

”Det har betydet rigtig meget for mig, at mine forældre altid har vist stor interesse for mit ve og vel. De har været gode til at forhøre sig, uden at spøge for meget. De er heller ikke blevet skræmt, når jeg er blevet indlagt.”

Stemmehørergruppen forstod Anna
I dag hører Anna ikke stemmer – for hun har bedt dem om ikke længere at være der. Stemmerne er i dag mere en del af hendes underbevidsthed. Vendepunktet for Anna var en stemmehøregruppe i Århus, hvor hun talte med ligesindede, som endelig forstod, hvordan hun havde det.

”I stemmehøregruppen havde vi ikke fokus på at aflede stemmerne, men i stedet fokus på at lære at høre, hvad stemmerne sagde – og hvorfor de var der. Og netop derfor blev jeg i stand til at kommunikere med dem og finde ud af, hvad de ville mig.”

I dag er Anna rask og lever et velfungerende liv, hvor hun blandt andet læser kemi på universitet og nyder at være sammen med sin hest: ”Jeg har rigtig mange gode dage, fordi jeg værdsætter mit liv – et liv, jeg har kæmpe så hårdt for at få”. Ved siden af studiet holder Anna foredrag, netop fordi det er vigtigt at fortælle om, hvordan det kan opleves at være psykisk syg og ikke mindst fordi hendes historie kan være en hjælp til pårørende, der ikke forstår, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom.

Annas gode råd til folk, som er usikre på, hvordan de skal behandle personer med psykisk sygdom:

1. Behandl folk så almindeligt som muligt.
2. Vær ikke bange for at tale om sygdommen.
3. Spørg: Hvordan har du det? I stedet for at spørge: Har du det godt?
 

Hvad den værste adfærd, omgivelserne kan udvise over for personer, der har en psykisk sygdom?

1. Involvere sig og så trække sig på et dårligt tidspunkt.
2. Hellere sige fra med det samme, hvor meget man kan involvere sig – hertil og ikke mere.

 

Læs mere om Paranoid skizofreni hos:
PsykiatriFonden | PsykInfo | Psyknet.dk