Livet er pludseligt noget helt andet

Skizoaffektivitet

”På et tidspunkt havde jeg en kæreste med samme lidelse som mig selv. Vi fik det begge to bedre og bedre og valgte at flytte sammen. Men så skete der det, at jeg kom i rigtig god trivsel, mens han fik det værre og værre. Jeg begyndte at arbejde i en café, alting gik fremad, og på et tidspunkt valgte jeg at slå op med ham. Dén oplevelse blev han meget syg af. Han friede til mig i desperation, og jeg sagde nej. Så begik han selvmord… Men han sagde altid til mig: ’Hvis du kan klare det her, så kan du klare alt! Og det tænker jeg så tit på.’”

Melisa var 24 år gammel, og hun var kun tre måneder fra at være færdig med en uddannelse som markedsøkonom, da hendes sygdom slog ud. Først troede hun bare, hun var presset og svært deprimeret, men under en af de afsluttende eksamener slog det klik for hende. Hun gik fra eksamen og hjem til sit kollegieværelse, hvor hun tømte alle skabe og skuffer ud på gulvet, smadrede spejle og skar i sig selv – uden helt at vide hvorfor. Hun har stadig kontakt med den ven, der fandt hende og ringede til hendes forældre, der omgående kom og hentede hende hjem.

”Det tog lang tid at stille min diagnose, og jeg var i alverdens behandlinger. De prøvede alt slags antidepressivt medicin på mig. Jeg fik elektrochokbehandlinger, der hjalp rigtig godt, men virkningen fortog sig, så snart behandlingen stoppede. Til sidst filmede min psykiater mig og tog filmen med og viste den for en gruppe psykiatere på en konference, og sammen stillede de diagnosen skizoaffektiv. Det betyder, at man har sådan lidt af hvert fra flere hylder.”

En kamel at sluge

Med Melisas egne ord er det noget af en kamel at skulle sluge, at man er meget syg, når man står der og næsten har lagt voksentilværelsen til rette og er i fuld sving med at realisere sine drømme. Men hun kom sig langsomt. For hende gik vejen via et godt bofællesskab med en god bostøtte, den rette medicin og det arbejdsliv, hun fik kæmpet i gang igen. I dag ved hun, at hun har nogle helt særlige præmisser for at have et velfungerende liv.

”Resten af mit liv skal jeg passe på mig selv på en ganske bestemt måde. Mange af de oplevelser andre får en dårlig dag af, kan gøre mig syg. Jeg har ikke noget filter.”

En af de ting, Melisa skal undgå, er stress. ”Jeg er god til at passe min grænse i forhold til stress. Jeg kender mig selv rigtig godt,” som hun siger. Melisa har skånehensyn på sit arbejde, hvilket blandt andet vil sige, at hun har lov til at undlade at komme ind i mellem, hvis hun ikke kan. ”Det giver en skøn ro, men er faktisk aldrig nødvendigt,” fortæller hun.

”Os der har været igennem forløb med psykiske lidelser går for at være meget stabil arbejdskraft, fordi vi faktisk sætter stor pris på at have et arbejde. Man kan regne med os. Men vi skal lige have en chance for at bygge noget op og blive trygge ved vores arbejdsgivere.”

Det skizofrene liv er ensomt

Melisa synes, hun møder mange fordomme i forhold til det at være psykisk syg, men hun arbejder hele tiden på, at det skal fylde og bestemme mindre i hendes liv. Når hun møder på arbejde, føler hun sig nyttig.

”Når jeg tager på arbejde, føler jeg sgu, at jeg er et almindeligt menneske. Det er rart at indgå i en sammenhæng. Det at være skizofrent er jo enormt ensomt. Man er meget alene i sin skizofrene verden. Derfor er det så vigtigt at have noget at stå op til og et netværk. Det betyder meget.”

Omgivelserne

Melisa oplever, at de fleste mennesker omkring psykisk syge er overforsigtige og tager alt for meget hensyn. Og kolde skuldre fra folk kender hun desværre godt. ”Men det bunder jo i angst. Man undlader at invitere mig til fest eller begivenheder. Måske fordi man er bange for, at jeg danser på bordene. En bordherre spurgte mig engang, hvad der var galt, siden jeg havde skånejob. Var det ryggen, det var galt med? Da jeg så fortalte, at det var hovedet, talte han ikke til mig resten af aftenen.”


Melisas bedste råd til omgivelserne:

... er at lade være med at prøve at forstå det. Rum det i stedet. Det værste er, når en rask person siger, ”det kender jeg godt”, når en psykisk syg fortæller om sin tilstand. For det gør folk ikke. ”Det er så provokerende, når en rask person sidder og siger sådan. Og man skal heller ikke tiltale mig som en stakkel. Det fastholder på en dum måde. Brug noget humor i stedet!”

Læs mere om Skizoaffektivitet hos:
PsykInfo