Mads Fabricius om retten til at være rask - en hård, men meningsfuld kamp

Mads Fabricius er hovedpersonen i dokumentaren Retten til at være rask, som kan ses på Filmstriben. I filmen følger man Mads' kamp for at genvinde de rettigheder, han mistede, da han blev ramt af skizofreni som 16-årig. Mads er i dag helt symptomfri og har været det i 10 år. 
Mads fortæller her, hvor han er i sit liv i dag, og hvad den mangeårige kamp har betydet for ham. Han er i dag 34 år og i fuld gang med psykologistudiet, som han efter planen færdiggør til januar 2021.

Fra skizofreni-diagnose til symptomfri
Da Mads' historie allerede er beskrevet i detaljer flere steder; i filmen, podcast og artikler, så her kun en kort opsummering. Mads blev indlagt på psykiatrisk afdeling to gange med diagnosen skizofreni, som 16- og 17-årig: ”Jeg havde den her periode fra de 17-18 år indtil 22 år, hvor der ikke rigtig var noget i min tilværelse; jeg var syg, havde det dårligt, boede hos mine forældre og foretog mig stort set ingenting, og hvor det hele gik i stå.”

Som 22-årig begyndte han at løbe, og at dyrke sport blev dét, der ifølge Mads fik ham revet ud af sygdommen: ”jeg var kun lige fyldt 23, da jeg kørte min første Ironman, og på det tidspunkt, var jeg ude af alt, der mindede om den gamle sygdom. I løbet af et års tid var jeg løbet fra sygdommen”.

Da han var 24 år – for præcis 10 år siden – blev Mads erklæret i komplet remission af både privatpraktiserende psykiater og distriktspsykiatrien, da han ikke havde nogen symptomer på skizofreni længere.

Retten til at være rask
Mads ville gerne have et flycertifikat, hvilket han fandt ud af ikke var muligt grundet diagnosen, som stadig stod i hans papirer, og det var her, at den lange kamp for Retten til at være rask begyndte. Mads gik til forskellige myndigheder og ministre i årenes løb for at forsøge at få lov til at tage flycertifikat og for i stor skala at prøve at genvinde de rettigheder, mennesker med tidligere psykiatriske lidelser mister.

Det gælder for Mads, som tidligere diagnosticeret, ikke om at få særrettigheder, men blot præcis samme rettigheder som alle andre: ”Og det handler heller ikke om, at hvis der kan være nogen tvivl om, hvorvidt nogen skal have lov til ét eller andet, at de automatisk kan få lov: det handler blot om, at de skal have muligheden for at få nøjagtig samme vurdering som alle andre – at blive vurderet ud fra deres egnethed og ikke ud fra, hvem de er. Som f.eks. min egen flyversag. Hele problemet med min sag er, at jeg ikke engang kunne få lov til at blive konkret vurderet på min egnethed som pilot. Jeg blev vurderet alene ud fra min historik. Så den der understregning af, at det handler om det samme til alle og ikke noget særligt til nogen, synes jeg er vigtig, at der bliver lagt vægt på.”

Mads har givet blod, sved og tårer for Retten til at være rask: ”Der har dels været den principielle side af sagen, og sideløbende med alt det har jeg kørt min egen juridiske sag med alle de mange advokater, der efterhånden har været på sagen. Der har været mange flere advokater, end der kom med i filmen. Til sidst blev sagen taget af en menneskerettighedsadvokat, som var i gang med at få den til EU-domstolen. Det har været hårdt at køre min egen sag og endnu hårdere at løfte byrden af den principielle problematik og kæmpe sagen på vegne af de efterhånden hundredvis af mennesker, jeg er blevet kontaktet af igennem årene, og de tusindvis af mennesker som direkte og indirekte er påvirket af problematikken.”

Stadig håb
I nogle af dokumentarens sidste scener, som er filmet i 2017, taler Mads om, hvordan det har været et hårdt forløb, og at han nu vil forsøge at komme videre med noget andet. Mads fortæller, at han på det tidspunkt havde brugt 7-8 år på at forberede den juridiske proces, og at han ellers var klar til at køre sagsanlæg, men var løbet tør for økonomiske ressourcer. Derfor blev sagen skrinlagt.

Mads havde dog en arbejdsgruppe, og de skrev sammen en kronik til Ugeskrift for Læger. Netop som Mads blev filmet til de sidste scener, og han havde kastet håndklædet i ringen, havnede kronikken hos Trine Torp, folketingsmedlem fra SF: ”Hun satte gang i en proces med at udfærdige et beslutningsforslag omkring lovgivning om retten til at blive erklæret rask fra psykiatriske diagnoser. Så det viste sig jo faktisk, at mens jeg sidder og fortæller til kameraet, at jeg ikke kan fortsætte, at der blev faktisk sat gang i noget ad omveje, som jeg ikke var klar over, men som så møntede sig ud i det her beslutningsforslag. Og det er dér, vi er i dag, for selvom beslutningsforslaget blev stemt ned i Folketinget, blev der sat gang i en undersøgelsesproces omkring problematikkens omfang, som stadigvæk kører. Så det er ikke fordi, at jeg helt har givet op, for der er håb endnu.” Mads griner og fortsætter: ”I dag er jeg mere optimistisk, end jeg giver udtryk for på filmen.”

På vej fremad
Mads fortæller, hvordan han i dag er ved at være mere afklaret i forhold til, hvor meget han skal dedikere sig selv til kampen: ”Jeg har lært på den hårde måde, at der er en begrænsning på, hvor meget energi, jeg må lægge i det. Og det forsøger jeg at leve mere efter i dag. Og nu har jeg jo også mit studie, som jeg har valgt at prioritere i stedet for – i hvert fald for en periode. Så jeg er ikke aktiv i forhold til Retten til at være rask lige nu, men jeg er i venteposition, og så bruger jeg min energi på områder, som jeg synes er lidt mere givtige i forhold til min egen personlige udvikling.” Han fortæller, hvordan det var blevet bydende nødvendigt for ham på daværende tidspunkt: ”Det var simpelthen blevet for mørkt og dystert til sidst kun at være i Retten til at være rask. Jeg havde brug for at hente energi andre steder fra.”

Selvom Mads er rigtig glad for sit studie, er han dog også bevidst om, at der er områder, han ikke skal arbejde med, når han er færdig som psykolog. Han tror, at det er bedst for ham, at han ikke beskæftiger sig så meget med psykopatologi, men han er mere interesseret i personlig udvikling og vil gerne arbejde inden for dét felt: ”Jeg har lavet nogle prioriteringer igennem årene, hvor jeg har arbejdet med Retten til at være rask og er kommet frem til, at jeg er nødt til at bevæge mig i en retning, hvor jeg arbejder mere med udvikling og kigger mere fremadrettet i stedet for at kigge tilbage og arbejde med dét, der tidligere har fyldt meget.”

Hård, men meningsfuld kamp
Betyder denne nyere indsigt så også, at Mads kunne have ønsket, at han var stoppet med at kæmpe for sagen noget før? På spørgsmålet om, hvad han kunne tænke sig at sige til sit yngre jeg eller andre, der står i samme situation, er han splittet: ”Det oplagte er at sige til den yngre mig, at jeg skulle passe på mig selv, men omvendt så går jeg faktisk med et andet svar: at selvom det har været ufatteligt hårdt og selvom, det har kørt mig ned mentalt, socialt, økonomisk og på alle mulige andre områder af mit liv, så har det samtidig også defineret mig. Det har gjort mig til dén, jeg er. Og trods alt har jeg det egentlig godt med, hvor jeg er endt henne og hvad, jeg har fået ud af det. Så mit råd til en yngre mig det er, at jeg skal blive ved. Jeg er meget stædig og principfast, og mit problem det er, at jeg har svært ved at stå ved mig selv, hvis ikke jeg gør tingene helhjertet og dedikeret. Så jeg ville ikke have kunnet se mig selv i øjnene, hvis jeg havde givet op tidligere.” Han griner, da han fortæller, at det er hårdt at være så stædig: ”Men det er simpelthen en prioritering af, hvordan jeg nemmest vil kunne komme til at have det godt med mig selv, samlet set.”

Mads' råd til andre i lignende situationer er: ”Råb op. Italesæt. Gør hvad end, I har kræfter og energi og mulighed for. For jeg tror på, at hvis tilstrækkeligt mange gør, hvad de kan; på et tidspunkt, så må det trænge igennem. Det var aldrig nået til Folketinget, hvis ikke der havde været tilstrækkeligt mange, der havde italesat problemet.”

Diagnose som ressource
På spørgsmålet om der både er fordele og ulemper ved at få en diagnose, svarer Mads: ”Jeg tror på, at alle har noget at byde ind med. Og så er der nogen, der har noget mere kreativt i nogle retninger at byde ind med afhængigt af, hvem de nu er som person, og hvad de har oplevet og herunder også, hvad end de måtte have oplevet inden for det psykiatriske regi. Og den diversitet synes jeg er vigtig, for det giver jo mange flere nuancer i det samlede billede. Hvor ville det være kedeligt, hvis vi var ens alle sammen.” Mads siger, at han næppe behøver at fremhæve, hvor mange store skabelser, der er blevet fremskabt igennem historien af folk, som jo egentlig var stemplet som psykisk syge, men hvor de har kunnet præstere noget ekstraordinært som følge af personlighedstræk, som af andre ville blive opfattet som et symptom: ”Altså hvor deres evner bliver udnyttet positivt. Og det er jo sådan noget, jeg går ind for.”

I forhold til om det at få en diagnose også førte noget positivt med sig, siger Mads: ”Jeg ved ikke hvor meget, at selve symptomatologien har bragt noget positivt med sig. Men jeg ved i hvert fald – når jeg nu kigger tilbage – at dét, at jeg blev diagnosticeret og dét, som det har ført med sig, kan jeg være stolt over. Jeg er glad for, at jeg har kunne vende en svær situation til, at det har kunne kaste så mange gode ting af sig. Jeg er dén, jeg er, inklusive diagnose, og jeg har det godt med den, jeg er i dag. Hvis ikke jeg var blevet syg, så er det svært at forestille sig, hvem jeg så var blevet til. Og det nytter heller ikke at spekulere i det.” Mads understreger, at han er endt et sted nu, som for ham giver mening og har indhold: ”Og en stor del af – eller faktisk næsten alt – der er skyld i, hvor jeg er i dag, det kommer af det drive, som blev aktiveret via Retten til at være rask-sagen. Og i sidste ende, når vi kigger tilbage, som følge af, at jeg fik en diagnose. Vi kan lige så godt få det mest positive ud af enhver situation. Og så har det jo også gjort, at jeg føler mig mere moden. Både som menneske, men et eller andet sted også som kommende psykolog. Jeg føler faktisk, at jeg har nogle kvaliteter som følge af mine oplevelser. Alt det, som min diagnose har kastet af sig, det ser jeg jo egentlig som en kvalitet i forhold til mit kommende, psykologfaglige virke. Selvom jeg er bevidst om, at jeg som psykolog skal holde tingene adskilt, giver min historie mig et godt fundament for forståelse.”

Tabu om psykisk sygdom
Mads fortæller, at han godt kan mærke, at folk kender ham inden for branchen, og at han nogle gange fornemmer en afstandtagen. På spørgsmålet om han vil bruge sin tidligere diagnose og personlige erfaringer i sit CV, tøver han: ”Det er et godt spørgsmål, som jeg har svært ved at komme med et svar på. Jeg er typen, der tænker, at folk må tage mig for dét, jeg er. Og jeg går ikke rundt og skammer mig over min gamle diagnose, og de fleste kender alligevel min historie. Men når dét er sagt, så er jeg også smerteligt bevidst om, at jeg sætter mig selv i en langt hårdere position ved at tale åbent om min historie – i hvert fald inden for det fagområde, jeg er ved at uddanne mig til. Jeg er sikker på, at jeg ville blive valgt fra mange steder, hvis jeg taler åbenlyst om min sygdomshistorik. Jeg tror også, der er mange steder, der godt kunne acceptere mig, så længe, at det bare er noget, vi ikke taler højt om. Jeg kender mange psykologer med diagnoser, som gør mig opmærksom på, at det vil være problematisk, hvis jeg bruger min historik for meget, eller hvis jeg italesætter den. Der er mange, der har erfaret, at det er et fagligt benspænd. Og jeg ved også, at der er mange psykologistuderende på mit studie, som har diagnoser, og dér oplever jeg i særdeleshed, at det er et tabu. Der hersker et større tabu indenfor fagområdet og hos mine medstuderende, end det gør andre steder i samfundet.”

Dette gør sig gældende, tror Mads, bl.a. fordi der er en høj grad af forventning om autoritet hos en psykolog: ”Det her med psykiatriske diagnoser og faglig autoritet, det går ikke særlig godt hånd i hånd. Vi psykologistuderende er bevidste om, at vi giver afkald på professionel autoritet, hvis vi fortæller, at vi har en psykiatrisk diagnose. Og når dét er sagt, så er det jo også i mange tilfælde en skam, for der er mange psykologer rundt omkring, som har egne erfaringer med nogle af de områder, de arbejder med, men hvor de holder sig selv tilbage. Det er nu engang sådan, at det her med at tale om tingene, det er vi mennesker dårlige til, for hvis vi gør, så er det nemt at blive sat i bås. At have oplevet livet indefra og erfaret de mørkeste afkroge af dét, som er fagområdet for de professionelle, ser jeg netop som dén erfaring, som giver autoritet.”

Mads ser frem til at blive færdig som psykolog og har stadig håbet om, at han engang i fremtiden vil kunne få sit flycertifikat.


Skrevet af Lisette Houmann Jakobsen