Nu cykler jeg i samme retning som alle de andre

Skizofreni

Hver mandag morgen står Charlotte op, går i bad, sætter sit hår, stiger op på cyklen og cykler i samme retning som alle de andre, der er på vej til arbejde. For Charlotte er nemlig på vej til reklamebureauet Kernel, hvor hun arbejder som piccoline. Det betyder, at hun hver mandag morgen bevæger sig i samme retning som resten af samfundet, og det er altafgørende for Charlotte.

Som ganske ung oplevede Charlotte mange nedture og hun kæmpede for at holde sig oppe. I 2008 fik hun tilkendt førtidspension som blot 21-årig pga. diagnosen skizofreni. Pensionen gav en længe ønsket fredning, hvor Charlotte kunne koncentrere sig om at få det bedre og lære sig selv og sin sygdom at kende. Det brugte hun de første par år på, indtil der opstod et spirende ønske om at træde ud i samfundet igen: ”Jeg manglede at have noget at stå op til mandag morgen. Det var ligesom den følelse jeg savnede… at være en del af samfundet, ligesom mange af mine raske venner”.

Det var ikke nemt at komme tilbage, skulle det vise sig, selvom Charlotte gjorde alt, hvad hun kunne: ”Jeg var rundt og lægge flere ansøgninger forskellige steder, men det var som om, det ikke rigtig gik igennem hos arbejdsgiverne. Mange af dem fik jeg slet ikke svar fra”.

Charlotte gik fra hver en afvisning med en følelse af nederlag og opgivenhed, og bagagen var i forvejen fyldt med mislykkede skole- og uddannelsesophold, så hun magtede snart ikke flere afslag: ”Før jeg fik min pension, har jeg jo gået på forskellige skoler og også haft nogle jobs, hvor jeg så har måttet stoppe i utide, fordi det simpelthen bare gik galt. Jeg kunne også blive nervøs for om det, at skulle have et arbejde, kunne ende ud i et tilbagefald. Erindringerne fra de tidligere forsøg på at få en hverdag som andre var endt rigtig dårligt, og jeg var helt klart også bange for at få følelsen af nederlag igen. Og så kunne jeg egentlig godt falde hen i den tanke, at det var lidt en tryg skuffe, det med pensionen. Jeg blev ikke tvunget ud i noget, jeg blev ikke bedt om noget”.

Men Charlotte er ikke sådan at slå ud, og hun fortsatte med at søge efter arbejde. Hjælpen viste sig at komme fra hendes kontaktperson i distriktspsykiatrien, der satte hende i kontakt med Projekt VIVIL, en jobformidling til sindslidende i København: ”Da jeg kom i kontakt med VIVIL, så var det ligesom at gå ud over afgrunden. Før var tanken om et skånejob jo bare en idé, som var spændende, men samtidig også lidt farlig. Så da jeg kom i kontakt med VIVIL, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være, nu måtte jeg bare tage skridtet – point of no return. Jeg vidste jo det var noget, jeg havde længdes efter længe”. Her fortalte hun om sine drømme og ønsker, der først og fremmest handlede om at arbejde på en inspirerende arbejdsplads med et ungt og socialt miljø.

Charlotte søgte først job i to tøjbutikker og hos en frisør, men uden held. Efter nogle måneder blev hun kontaktet af VIVIL igen, nu med muligheden for et job som piccoline hos et reklamebureau. Det lød som det perfekte job for Charlotte – unge kollegaer i et kreativt miljø. Før Charlotte kunne stå med kontrakten i hånden, skulle hun skrive en ansøgning og til jobsamtale.

VIVIL hjalp med gennemlæsning af ansøgningen, og var med som ’rygstøtte’ til jobsamtalen. Det gav, ifølge Charlotte, den nødvendige tryghed til at vise alle hendes faglige og personlige kompetencer, som i sidste ende gav hende jobbet som piccoline: ”De spurgte i slutningen af samtalen ”jamen, hvornår kan du starte”, så det var også bare en rigtig god oplevelse.” Jobbet har været en vigtig milepæl i Charlottes liv: ”Derfor arbejder jeg hårdt for det, for det betyder så meget for mig, og ikke kun selve arbejdet, men også alt det udenom. Nu er jeg ikke længere bange for fremmedes spørgsmål, som var et stort problem for mig før. Jeg følte fremmede satte mig i en kasse, hvis jeg ærligt svarede, at jeg var på pension, og også at de måske trak sig lidt væk fra mig, så nogle af de sociale muligheder blev afsluttet, før der var en chance for, de kunne begynde. Nu kan jeg svare, at jeg arbejder som piccoline hos Kernel, og det giver mig meget mere mod på at gå ud og møde nye mennesker”.

De personlige gevinster er store for Charlotte, men også de professionelle kompetencer bliver udvidet, så hun uden problemer kan bidrage på den dynamiske arbejdsplads. Hendes tid som arbejdende har dog ikke været udelukkende problemfrie, og der opstod på et tidspunkt behov for en længere sygdomsperiode: ”Jeg måtte melde mig syg i flere uger, og havde virkelig dårlig samvittighed”.

Det var dog slet ikke noget problem, for jobbet ventede på hende. Da hun vendte tilbage, forhandlede hun selv nye arbejdsvilkår, som bl.a. nedsat arbejdstid: ”De var virkelig forstående, og det var ikke mærkeligt, da jeg kom tilbage. Det var helt som før”, siger Charlotte og smiler. For selvom Kernel Global stiller krav til Charlotte og forventer en ihærdig indsats, så er de også fleksible og åbne for at rette vilkårene undervejs. Det betyder, at Charlotte også fremover kan nyde cykelturen frem og tilbage fra arbejde.

 

Charlottes tre gode råd:

  1. Hvilke skånehensyn skal der tages? Tænk tilbage på, hvad der gik galt i dine tidligere forsøg, og undgå at komme ud i situationer som før.
  2. Jo mere du fortæller og forklarer på dit arbejde, jo bedre forstår de dig, når du har en dårlig dag.
  3. I starten tog det meget energi at vænne sig til at have en normal hverdag igen. Det hjalp rigtig meget, at jeg valgte at prioritere jobbet højest, og at jeg valgte mindre vigtige hverdagsting fra, bare for en periode, til jeg var kommet godt ind i rytmen.
Læs mere om paranoid skizofreni hos: PsykiatriFonden | PsykInfo | Psyknet.dk