Den anoretiske gymnasietid

Men som sommeren skred frem aftog glæden og i stedet startede et mareridt, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle gennemleve – jeg blev ramt af anoreksi.

Det begyndte langsomt; som et tiltagende tungsind, der gradvist fik flere og flere ting at trække mig mod afgrunden med. Teenagealderen valgte at vise sig i form af uren hud, så sommerens modeleventyr i Tokyo blev aflyst. Med mine begyndende ungdomsår fulgte også øget bevidsthed og indsigt; min fars manglende tilstedeværelse gjorde ondt, og min følelse af at høre til i hans ”nye” familie var minimal. Dertil kom, at karakterræs og stigende eksamensangst tog hårdt på mit perfektionistiske jeg, der i forvejen var svært at stille tilfreds.

Gejst og gåpåmod for fremtiden svandt ind. Jeg trak mig lige så stille fra mine venner, og som solen skinnede kraftigere, syntes min tilværelse at blive mørkere og mørkere.

Da det var blevet rigtigt sommer havde jeg formået at isolere mig fuldstændigt. Jeg trak rundt på en konstant grundfølelse af tristhed – samtidig med at jeg plagedes af dyb skyldfølelse over at have det sådan. Mine eksaminer var jo gået godt. Jeg havde gode veninder. En familie, som elskede mig. Jeg burde jo være glad – så hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen?

Snart begyndte mit syn at bedrage mig. En spirende indre splittelse reflekteredes i spejlet; splittelsen mellem mit sunde sind og anoreksiens voksende overtag.

Som sommer blev til efterår fik spiseforstyrrelsen et større og større tag i mig. I december 2009 blev jeg diagnosticeret med anoreksi og startede i ugentlig behandling på Bispebjerg Hospital; et behandlingsforløb, der primært havde fokus på mad og vægt.

Efter et år i behandling var jeg fortsat langt fra rask. Mens vægten steg, og mit madindtag konstant blev set efter i sømmene, fik jeg det mentalt værre og værre – for der var desværre ikke nogen fra behandlingsstedet, der gav mig det som jeg virkelig havde brug for: Hjælp til mine psykiske problemer.
I de følgende år dikterede og dominerede anoreksien min tilværelse totalt. Sideløbende med mit sygdoms- og behandlingsforløb var jeg startet på gymnasiet, hvor jeg forsøgte at opretholde en facade som den glade, ubekymrede og ”helt normale” teenagepige – mens mit liv i virkeligheden føltes dybt meningsløst. Min livsglæde var forsvundet og mit håb for fremtiden ikke-eksisterende. Selvdestruktionen var min evige følgesvend. Jeg kunne ikke holde ud at være i mit eget kød. Ville ikke kendes ved min krop. Perfektionisme og manglende selvtillid gennemsyrede alle aspekter af min tilværelse; intet var nogensinde godt nok. Troen på min kunnen og mit værd var forsvundet, hvorfor jeg heller ikke følte, at mit selskab var noget andre skulle belemres med.

I godt halvandet år var jeg socialt isoleret, mens mine jævnaldrene stiftede nye bekendtskaber. Jeg følte mig forkert. Brugte mine nætter på skrig, skrål og enorme tudeture derhjemme, i stedet for at feste igennem som og med de ”rigtige” unge. Afskar mig selv fra utallige gode oplevelser, enten af frygt for at få mit sygelige forhold til mad afsløret eller grundet manglende overskud til at påtage mig mit falske smil. Jeg søgte at leve op til mit eget perfekthedsideal, mens jeg levede i konstant angst for at blive gennemskuet som den uinteressante, syge og pissehamrende unormale pige, jeg følte mig som. Og når jeg endelig indgik i sociale sammenhænge havde jeg ekstremt svært ved at være tilstede, da mine destruktive tanker om krop og værd fyldte alt.

Foråret 2015 var det heldigvis en gladere pige, der gik sommeren i møde. Med udgivelsen af min selvbiografi FLÆSK valgte jeg tidligere i år endelig at gøre helt op med det dobbeltliv, jeg havde ført gennem 5 år: Jeg afslørede min dybeste hemmelighed og brød med de tabuer og fordomme, jeg før lå under for – og dét er nok det bedste valg, jeg nogensinde har taget.

Om jeg er rask? Det kommer an på, hvordan man vælger at definere det. Selvom der er markant forskel på mit 15-årige og 21-årige jegs forhold til vægt, mad og anorektiske tanker, er jeg endnu ikke fri for tungsind og selvkontrol. Jeg har stadig dage, hvor pigen i spejlet ikke ser ud, som jeg vil have hende til. Dage, hvor livet synes mørkt, tungt og meningsløst. Jeg er fortsat kontrolleret omkring udseende og spisning – og det vil jeg måske altid være, til en vis grad. Men jeg er blevet i stand til at genkende mine selvdestruktive mønstre, og er i dag langt bedre til at bremse dem. En mental bedring og sygdomserkendelse, der bl.a. er kommet i takt med, at jeg, gennem mine gymnasievenner, genvandt et socialt fodfæste. I kraft af mit sociale liv fik jeg atter troen på, at min person rent faktisk var noget værd, ikke en belemring. Jeg fik indhold i livet – indhold, der vendte fokus fra spiseforstyrrelsen og ud på alt det gode og smukke, der stadig fandtes omkring mig. Dét, kombineret med psykoterapeutisk behandling har gjort, at jeg i dag har langt større tiltro til mig selv, er blevet bedre til at lytte til mine behov og til at sætte grænser. Det har været – og er – en lang proces at blive rask, for ligesom en spiseforstyrrelse kommer snigende, forsvinder den heller ikke fra den ene dag til den anden. Det er en lang og sej kamp at komme ud på den anden side. Men det er kampen værd, for det kan lykkes – også selvom det til tider kan synes helt håbløst!

I forbindelse med udgivelsen af FLÆSK og afholdelsen af foredrag bliver jeg ofte stillet spørgsmål vedr. spiseforstyrrelser og rollen som pårørende. Nedenfor har jeg samlet et par råd til dig, der ønsker at forstå og støtte en person med en spiseforstyrrelse:

1.    Der er stadig et menneske bag sygdommen
Bliv ved med at behandle den, der lider af en spiseforstyrrelse, som et menneske! Noget af det værste ved at være syg er at blive behandlet unormalt og “sygt”. Man vil som spiseforstyrret for alt i verden undgå at blive set som sin sygdom – det øger blot følelsen af, at man er unormal/forkert.
Bliv ved med at snakke om alt mellem himmel og jord, ikke “bare” om personens sygdom og tilstand. Det er rart, hvis ens omgangskreds ikke altid kun har fokus på dét, når man ser dem.

2.    Gør op med tabu og berøringsangst – spørg ind og lyt!
Vær dog heller ikke bange for at spørge ind og lytte til vedkommende. Gør det klart, at du er der for personen i stedet for at tage afstand pga. berøringsangst. Hvis vedkommende er meget lidt sygdomserkendende skal man nok ikke lægge for hårdt ud, men tage en føler på, hvor meget vedkommende har lyst til at åbne op. Det vigtigste er, at man etablerer/vedligeholder tillid til personen, så han/hun føler, at han/hun kan komme til dig, når han/hun har brug for det.

3.    Kend forskellen på fordomme og fakta!

Der findes meget uvidenhed og mange fordomme, når det kommer til psykiske lidelser, såsom en spiseforstyrrelse. Fx handler anoreksi ikke bare om, at man gerne vil se tynd ud. Det er en psykisk lidelse, en uhensigtsmæssig overlevelsesstrategi – en måde hvorpå man forsøger at have kontrollen i sit liv, når det føles uhåndterbart og kaotisk.