Skizofreni
Hvorfor er du på førtidspension? - Du ligner da ikke en der fejler noget!
Hvis jeg bare havde en krone, for hver gang jeg er blevet stillet overfor denne undring!
Skizofreni kan måske ikke ses – men tro mig, den kan godt mærkes! Mennesker tæt på lærer hurtigt at skelne mellem en GOD dag og en DÅRLIG dag!
Det var dengang tilbage i år 2000, hvor helvede for alvor brød løs - hvor tanker, stemmer og paranoia tog mere og mere over. Hvor alle dage bare var dårlige dage - dage hvor naboer og folk, der kun havde overfladisk kendskab til mig, ikke turde komme mig nær, ikke turde hilse på mig og som misforstod situationen, troede jeg var snobbet, troede jeg havde nok i mig selv, troede jeg mest af alt helst ville være i fred, når jeg gik der på gaden, kiggede ned og undgik øjenkontakt. Dage hvor ALT samvær med andre end mine elskede piger var et mareridt, hvor alle var positionelle fjender, der talte grimt om mig, lagde skumle planer om, hvordan de kunne gøre mig ondt, og hvor verden bare var et grimt sted at være! Dengang var der nok ikke så mange, der var i tvivl om, at der nok var et eller andet galt!
Men det har heldigvis ændret sig – alt sammen!
Massiv hjælp i form af stabil medicinering og mange mange års terapi, endeløs omsorg/kærlighed og forståelse/rummelighed dels fra min fantastiske mand og børn, men også fra den allernærmeste familie og venner. En utrættelighed til at fortælle og vise mig, at jeg faktisk ER et ret okay menneske, og at der faktisk ER mennesker, som elsker og holder af mig! Et budskab der aldrig trængte igennem, mens tanker, stemmer og fornemmelser fyldte mig med dårlig selvværd og overbevisningen om, at verden IKKE havde plads til sådan en som mig!
Hvor var det fantastisk den dag, der pludselig blev ro i mit hoved! Den dag da jeg for første gang oplevede, at de sorte skyer/grimme tanker og analyser gled i baggrunden og gav plads til solen/et varmt og smukt lys, der pludselig fyldte mit sind. Jeg husker det, som var det i går, det øjeblik for det pludselig går op for mig, præcis HVOR højt min mand og mine piger må elske mig! Alene det de stadig er i mit liv, at de aldrig vendte mig ryggen, trods alle de forfærdelige ting jeg gennem mit sygdomsforløb desværre har budt dem. At de i stedet aktivt valgte mig til – holdt ved og holdt fast når jeg var ved at slippe tøjlerne og tage afsked med det hele. Den dag blev startskuddet til en rivende udvikling i positiv retning.
I dag er jeg kendt som et smilende, glad, omsorgsfuldt og positivt menneske med overskud til andre. Jeg elsker livet – og det og dem jeg har i det!
Skyerne er der stadig – huller man falder i, hvor de grimme tanker og analyser/dialoger atter prøver at få sit tag i mig. Men med stabil medicinering, ro og endeløs støtte og kærlighed fra et efterhånden ret udbygget netværk, er jeg hurtigt tilbage – her i virkeligheden, hvor der er noget rarere at være!
DERFOR er jeg på førtidspension!