Funktionelle non-epileptiske anfald
”Da jeg havde det allerværst, inviterede en veninde mig med i Tivoli… Jeg begyndte at græde, fordi jeg ikke kunne huske, hvordan man kommer ind i Tivoli. Til sidst måtte hun stave det hele for mig. Fortælle, hvad jeg skulle tage på, hvor jeg skulle stå af bussen og så videre. Jeg var helt hjælpeløs og uselvstændig.”
Efter en presset periode siger Lianne sit job som bogholder og administrator op i affekt. Hun har haft endnu en uoverensstemmelse med sin chef, og nu kan hun ikke tage mere. Det sker en fredag, og i løbet af weekenden bliver hun angst og får krampeanfald og rystelser i en grad, så hun besvimer af det. Hun græder og har intet overblik. Det står på et års tid. Krampeanfaldene efterlader hende fuldstændig udmattet. Alt økonomisk omkring situationen er kompliceret, fordi hun selv har sagt op. Lejligheden må sættes til salg, og Lianne ender på et lejet værelse i Valby. Hun er i slutningen af fyrrene.
Flytningen til værelset føles som begyndelsen på enden, men fører også noget godt med sig, for Lianne får i den forbindelse en ny læge, der tager hende alvorligt. Han sætter hende på antidepressiver og sender hende videre i systemet. Ved et lykketræf havner hun hos en læge på Rigshospitalet, der stiller den nye og forholdsvis ukendte diagnose, PNES, som er behandler-slang for Funktionelle Non-Epileptiske Anfald. Diagnosen var stillet, og denne psykiske sygdom kan ikke medicineres.
”Der var en veninde, der tog sig meget af mig, mens jeg var rigtig dårlig. Da jeg så fik min diagnose, og det gik op for hende, at dette her ikke var noget forbipasserende, bakkede hun ligesom ud af vores relation. Hun kunne ikke håndtere, at jeg var blevet så syg. Det er jo ikke noget, der lige går over det her.”
Nogen kan, andre kan ikke
Heldigvis har Lianne haft tre mandlige venner, der har holdt fast i hende hele tiden. De henter hende til forskellige aktiviteter. De har fulgt op på hende. I hverdagen har Lianne ikke nogen. Dén har hun måttet klare helt alene. Liannes datter er med tiden blevet deltagende. Lianne var længe om overhovedet at fortælle hende, hvordan landet lå, for hvem ønsker at belaste sit barn. Lianne prøvede at involvere sin familie, men de har aldrig vist den store interesse.
I dag er Lianne i revalidering på Outsideren, et blad der skriver om psykiske lidelser og oplevelser med psykiatrien.
”At komme der, har føltes som at vinde i lotteriet. Jeg blev så varmt modtaget. Min første artikel handlede om mine ustyrlige tanker. Jeg sendte en kopi til hele familien, som svar på de spørgsmål de aldrig havde stillet. Men der kom stort set ingen respons.”
Liannes bedste råd:
Lianne vil egentlig helst have, at folk behandler hende som et helt almindeligt menneske. Så skal hun nok selv sige fra.
”Det kan godt være, at jeg tuder, mens jeg gør det, men jeg får sagt det,” siger Lianne. Hun anbefaler alle involverede parter at prøve at være åbne. ”Folk må hellere sige direkte til en, hvis de ikke kan rumme, at man har det, som man har det.”
Liannes tre bedste råd til, hvordan man omgås psykisk syge:
1. Hvis du er i tvivl så spørg. De fleste psykisk belastede foretrækker ærlighed frem for tavshed.
2. Behandl os som du vil behandle andre, vi skal nok sige fra hvis det bliver for meget.
3. Vær ærlig og sig fra, hvis du ikke kan rumme det. Som sagt tidligere vil vi hellere have ærlighed end tavshed.
Se EN AF OS-reklamespottet fra OBS på DR med Lianne herunder:
Læs mere om Funktionelle Non-Epileptiske Anfald hos: EpilepsiForeningen