En fortælling om at overkomme ensomhed

Jeg har følt mig ensom i mange sammenhænge:
•    netværket forsvandt, da jeg blev syg
•    jeg blev tit valgt fra til fester og lignende
•    jeg følte mig ensom, selvom jeg var sammen med andre, da jeg tit blev givet følelsen af, at jeg var anderledes og "ikke passede ind"
•    ensom og alene i verden (utrolig mange lange aftener er blevet tilbragt med at føle mig ensom og uønsket)
•    ensom og ligegyldig i systemet, da jeg desværre ikke blev hørt og blev misforstået

Nogle år blev tilbragt med dette, indtil jeg en dag "rejste" mig op og begyndte at kæmpe imod og valgte ikke at identificere mig med min psykiske sygdom.

Jeg havde en sygdom, men jeg var ikke min sygdom. Jeg ændrede min tankegang ved utrolig mange ting og øvede mig i at slå koldt vand i blodet, når negative tanker kom ind. Jeg måtte sige til mig selv, at jeg var "lige så god" som alle andre, og at jeg også havde ret til at være her. Jeg sagde flere gange til mig selv, at jeg nok måske havde mødt mennesker, der valgte mig fra og tænkte dårligt om mig pga. psykisk sygdom, men der helt sikkert var nogle, der ikke tænkte sådan.

Jeg måtte snakke til mig selv, som jeg tænkte om omverdenen, fx generaliserer rigtig mange om psykisk syge, og siger at vi alle er ens - hvorfor skal jeg så selv gøre det ved hele omverdenen også? Så møder jeg jo andre mennesker med fordomme, som jeg har skabt ud fra mennesker, der har fordomme om mig - og så kommer jeg jo ikke et skridt videre.

Jeg begyndte at bryde angsten om at være sammen med andre mennesker med den tankegang, og for hver succesoplevelse jeg havde, blev det bedre. De dage hvor det var svært, måtte jeg hive succesoplevelserne frem og tænkte på, hvor godt det gjorde mig.

Jeg beskriver det tit som, at det var som at lære at gå igen; ét skridt frem, to tilbage, tre skridt frem og to tilbage - indtil jeg igen var oprejst.

Det jeg gjorde for at komme i kontakt med andre, var for det første at melde mig til forskellige ting, som fx sociale grupper og ting, som jeg før ville have meldt afbud til. Jeg tvang jeg mig selv af sted, og det endte altid med et godt resultat. De dage, hvor jeg bare ikke havde drivkraften til at tage af sted, mindede jeg mig selv om, hvor godt det var sidst, jeg havde været af sted, og hvor skidt jeg ville have det, hvis jeg bare blev hjemme i stedet.

For at give mig selv personligt værd, gennemførte jeg på fjernundervisning psykologi på hf, og jeg bestod eksamen. For at adsprede mine tanker begyndte jeg at lave masser af smykker, og her oplevede jeg en meget stor personlig succes.

Midt i alle de her positive ting har jeg det, som jeg kalder "den skelsættende dag" - det er en dag, hvor nogle ting, jeg havde fortrængt fra min barndom, kom tilbage til mig. Den dag går alt op for mig, og jeg forstår nu, hvorfor jeg har haft det så svært, og bedst af alt så forstod jeg pludselig mig selv. Det at jeg nu forstod mig selv, og at jeg kunne få alt til at falde på plads, gav mig den sidste drivkraft frem til, hvor jeg er i dag - OG i dag efter mange års kamp med både psykiatrien, samfundet og de nærmeste har jeg det godt og er stort set medicinfri. Jeg har skrevet 2 bøger og holder mine egne foredrag, jeg er ambassadør i EN AF OS og gør rigtig mange ting for at prøve at hjælpe andre ud fra egne erfaringer.

Jeg får tit at vide, at jeg er en stædig rad, og det tager jeg som et kompliment, for det er min stædighed og min styrke, der har bragt mig til, hvor jeg er i dag.

Henriette, EN AF OS-ambassadør