Fra umulig til mulig

Møgunge, umulig, dum. Det var de ord, Frederik hørte mest i de første fem år af hans skoletid. Han var Frederik den urolige dreng. Ham, der forstyrrede hele klassen, ødelagde det for alle de andre elever. Ham der sparkede til stole, ragede penalhuse på gulvet, ikke kunne sidde stille og som skabte sig. Han var et problem. Så stort et problem, at lærerene til sidst gav helt op og placerede ham allerbagerst i klassen, langt fra de andre elever, med ryggen mod undervisningen og med en skillevæg på den ene side, så han ikke kunne forstyrre. Der sad han så i 4. klasse og passede sig selv i et halvt års tid.

”Jeg fik at vide, jeg var en møgunge, umulig og en belastning, så jeg troede ikke, jeg kunne bruges til noget. Jeg følte mig dum, og at ingen kunne li´ mig. Jeg havde ingen kammerater i skolen, så jeg var helt alene og havde en mur omkring mig. Der var kun fokus på problemerne - ikke på Frederik.  Der var ingen, der så mig.”

Det fik familien til for alvor at reagere og Frederik blev udredt og fik diagnosen ADHD. ”Det var en lettelse, for så vidste jeg, hvad det var. Så var jeg ikke bare en møgunge.” Frederik skiftede også skole, og startede 5. klasse i en funktionsklasse – en indslusningsklasse - på Dalumskolen i Odense. Og det blev et vendepunkt. Her blev han mødt af lærere med en helt anden tilgang.

"Det var bare helt fantastisk. De tog fat i mig og gav mig det klap på skulderen, jeg havde brug for, troede på mig og så det positive i mig i stedet for altid at se problemerne. Der lærte jeg bare noget. Vi havde et motto: Plads til alle, men ikke alt. De byggede mig op som menneske, gav mig mange redskaber til at tackle min uro og ADHD og lærte mig at vende mine dårlige oplevelser til positive. Det er de bedste år i mit liv.”

Selv om det gik godt i skolen, røg Frederik alligevel ud i problemer. Det startede med lidt hash og øl med kammeraterne, som tog til og til sidst kom pillerne og stofferne. Som 14-15 årig var han pludselig en del af misbrugsmiljøet i Odense og rodet ind i salg af stoffer og våben og vold. Det blev bare værre og værre, og til sidst kunne han ikke skjule sit misbrug for familien.

”Den Frederik, der sidder her i dag er en helt anden. Jeg kan slet ikke kende mig selv eller forstå, at det var mig, når jeg tænker tilbage. Jeg har gjort så mange dumme og vilde ting. Jeg har taget de fleste stoffer, hash, coke, piller - you name it. Jeg har været med til at sælge stoffer og våben og overfaldet mennesker, og så var jeg ikke engang fyldt 15.”

Det var Frederiks papfar og klasselærer, der greb ind og fik vendt bøtten. Det næste år isolerede Frederik sig praktisk talt i sit hjem – så ingen venner, gik ikke i byen og blev kørt til og fra skole. I den periode blev han fulgt tæt af sin papfar og skolelærer. Det var også i den periode, at han opdagede guitaren, sin stemme og sit talent for musik, der i dag er hans store passion. Frederik er ikke et sekund i tvivl om, at hans papfar og skolelærer har været altafgørende for, at han ændrede livsbane.

”De har bare været der på de helt rigtige tidspunkter. Kæmpet min kamp sammen med mig – hele vejen.  De kan snakke, høre og lytte og så handler de. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stor en forskel de har gjort. Uden dem havde jeg ikke været den Frederik, jeg er i dag.”

I dag er det musik, der gør Frederik høj. Han er gået fra at være umulig til at slutte folkeskolen med et flot gennemsnit, og er lige begyndt på Båring Efterskole. Målet er efter sommerferien at starte på Flow, en særlig HF-uddannelse for unge, som vil spille musik eller teater.

Frederiks gode råd til lærere:

• Husk, at selvom du kender min diagnose, så er jeg langt mere end det – og ikke bare en ”ADHD’er”.
• Vær hellere nysgerrig på min adfærd, selvom den er uhensigtsmæssig, frem for kun at irettesætte mig.
• Husk også at se alt det jeg kan og mine positive sider – og ikke kun problemerne. Alle mennesker har evner, uanset hvor svært de har det.