Jeg hører ikke til i de gule bygninger

Når man er deprimeret kommer man til at tale over sig, eller man kan ikke få ordene sagt, og sidder tavs og stirrer. Man træffer de forkerte valg. Overbebyrder sit forlegne offer eller brænder inde.

Når man er deprimeret græder man. Over alt og ingenting. Forkrampede hulk ned i puden. Der må kunne høres i hele opgangen.

Når man er deprimeret er andres optur nedtrykkende. De må vente længe efter begejstring.

Når man er deprimeret overnatter man hos sin søster. Spiser hendes mad, leger med hendes børn. Går ind i hendes åbne arme og modtager opmuntrende ord.  

Når man er deprimeret melder man sig syg. Dagen efter melder man sig rask. Så syg igen. Man kan ikke længere det, man kunne.

Når jeg er deprimeret løber jeg. Så hurtigt jeg kan. Kicket kan holde dagen ud. Næsten.

Når man er deprimeret bladrer man ikke til næste side i sin selvbiografi. De engelske krimier skvulper over i blod. Evig regn, smog og likvideringer i luften. Aviserne meddeler om krise og Jihad. Svært uoverskueligt.  

Når man er deprimeret kan det gå så meget i hårdknude, at lægen ikke aner sine levende råd. Han må ringe til Helbredsanstalten. Dem, der har forstand på det her. Så sidder man ved siden af og er den unge mand i problemer. En levende journal.

Når man er deprimeret får man en tid i de tilsodede, gule bygninger, hvor vinduerne er dekorerede med tremmer. Med panoramaudsigt over en billedskøn bugt og frit udsyn til turkisblå himmel. Og til parken, hvor vinterfrakkeklædte par spadserer. Med bøjede hoveder. I slowmotion.

Skiltene afslører vores ærinder. Ambulatorium For Angst og Depression. Skizofreni. Børne-psykiatri. Vigende blikke studerer stoleben i venteværelset. Jeg kan ikke mere, lyder de insisterende skrig fra en patient. Igen og igen. Indtil dørene lukkes bag hende og lyden aflives. Det er sjældent, at sådan noget sker her, forsikrer damen overfor mig. Hende med grå stænk, navneskilt og officielle papirer. Du hører vist ikke til her. Bare Hypersensitiv Eftertænksomhed og rustne serotonin-sendemaster. Men nu jeg har dig, vil jeg gerne høre lidt mere om din familie. For god ordens skyld. Hvem ved om din smarte citybike atter en dag vil hvile sig op ad de gule mursten?

Når man allerede er godt på vej ud af mørket kan man træde lettet ud på den våde asfalt. Cykle af sted med blæsten i ryggen langs bugten. Mod sit opvarmede kontor. Ankomme, drikke kaffe, glide ind. Være glad. For at det ikke er mig der synes, at jeg ikke kan mere. For at jeg indtager den rette dosis. Af kemi, bevægelse, snak og søvn.

Jeg hører natradio. Studerer spejlbilledets udviskede kindben og sluger kapslen. Bekræfter, at lysten er vendt tilbage.