Skizofreni
Når Christian tænker tilbage, kan han se, at der allerede var et eller andet specielt ved ham, da han gik i de små klasser i folkeskolen. Men det var først i gymnasiet, hans sygdom begyndte at præge ham for alvor. Han var socialt kejtet, og fagligt kæmpede han også for at følge med.
”Det føltes som at løbe efter en bus, jeg ikke kunnne nå.” Christian isolerede sig mere og mere socialt, og alt, hvad han ikke fik gjort, blev skudt ind under ”ikke at kunne tage sig sammen”. Efter gymnasiet begyndte han at læse til ingeniør på DTU, og i fritiden kørte han hyrevogn. Til sidst opgav han studiet. Der var en træghed over alting i hans liv.
”I perioder konverterede jeg mit studiejob til et fuldtidserhverv, og når jeg havde det allerværst, kunne jeg ikke engang tage mig sammen til at melde mig syg. Jeg blev bare væk fra jobbet.”
Dagene blev til uger, der blev til måneder, indtil han en dag selv kunne mærke, at der var noget rivende galt. En tidlig morgen lod han sig indlægge på psykiatrisk skadestue på Bispebjerg – på eget initiativ. Han var 33 år.
Christian var indlagt i tre uger og var herefter psykiatrisk patient.
”Det var på en måde en lettelse, for så vidste jeg, at jeg ville få hjælp. Og så gav det også en form for forklaring og dermed en anerkendelse af, at det ikke var noget, jeg selv kunne styre.”
I dag har Christian været rask i otte år. Han gik af medicinen i, hvad han selv beskriver som et udslag af apati. Han fik endelig plads på et bosted, men afslog tilbuddet. Han blev tildelt pension, og dermed forsvandt en enorm stressfaktor i hans liv.
”Det, at økonomien faldt på plads, gav en enorm ro. Det var en anerkendelse af, at samfundet forlangte noget andet af mig, og det var en befrielse at slippe definitivt for en masse krav.”
Og så begyndte det store opsving. Initiativet vendte tilbage. Christian begyndte at vende patientrollen ryggen og bygge sit liv op igen. ”Når jeg får det skidt,” blev til ”hvis jeg får igen får det skidt”, og i dag har Christian mest af alt bare ondt af den mand, han var engang.
”Min periode som syg fylder stadig i mit liv, og jeg har jo vitterlig et stort hul i mit erfaringsgrundlag, og det har jeg kunnet mærke i de efterfølgende år. Der var masser af ting, som andre havde lært i puberteten, som jeg først er begyndt at lære efter jeg er blevet rask.”
Råd 1: Åbenhed er det letteste for alle Christian har altid været åben omkring sin sygdom. Han fortalte sine nærmeste omgivelser det med det samme, da han blev psykiatrisk patient. Familie og søskende har støttet ham meget gennem hele forløbet, og han har hele tiden brugt sine forældre som et åndehul af struktur. Dem har han altid kunnet holde ud at være sammen med. Og han bliver også stadig rørt, når han skal fortælle om, hvordan den lille andelsforening på Nørrebro tog imod ham med en lille gårdfest, da han kom hjem efter sin første indlæggelse.
Christians råd til andre psykisk syge lyder: ”Vær ærlig og læg ikke skjul på, hvad der sker. Det gør det meget lettere for dem at støtte dig. Vær åben, men heller ikke for åben. Der er en tid til alting, og der findes tidspunkter, hvor det er upassende og intimiderende at tale om psykiatriske diagnoser, præcis som det kan være malplaceret at fortælle, man har kræft.”
Råd 2: Bedste råd til omgivelserne ”Det bedste er at vise respekt. Respekt for den begrænsning sygdommen giver, men også respekt for de ressourcer, personen har. Og især respekt for individet. Alle er forskellige – det gælder også psykisk syge.”
Råd 3: Har du nogensinde oplevet at møde en kold skulder eller blive udelukket pga. din sygdom? ”Ikke decideret, men det kan være akavet i situationer, hvor man skal præsentere sit liv med tre succesfulde sætninger… og i kærlighedslivet er alle uhyre forsigtige…”
Fakta: Christian Martin er 47 år. Førtidspensionist og har i to perioder været tilknyttet Idrætshuset For Psykisk Syge i København som konsulent. Han arbejder på at blive tilknyttet forskningscentret på Sankt Hans.