Anoreksi - stemmer
Da Jeanette Bay var allermest syg, var hun så fuld af skyld og skam, at hun troede, det var hendes skyld, da World Trade Centrene faldt i New York d. 11. september 2001. I dag er hun 28 år og læser til pædagog og holder foredrag om recovery-processen.
”Stemmen og spiseforstyrrelsen kom samtidig,” fortæller 28-årige Jeanette Bay fra Aalborg. Et næsten ti år langt forløb med psykisk sygdom brød ud om sommeren mellem niende og tiende klasse. Jeanette Bay havde tilbragt hele sin barndom på en tryg, lille friskole og skulle begynde på efterskole efter sommerferien. Inden skulle hun på tur med FDF-spejderne til Skotland og vandre. En helt almindelig pige, der måske nok følte sig en lille smule presset over alle de nye ting, der skulle til at ske. På færgen til Skotland fik hun for første gang en impuls til at springe et måltid over.
”De næste to dage gjorde jeg det samme, og så befandt jeg mig pludselig i en adrenalinrus, der fuldstændig tog mig. Jeg følte mig så stærk og havde det, som om jeg styrede et eller andet.”
Én ting styrede Jeanette Bay dog ikke. Den stemme, der kom snigende frem i hendes hoved. For sig selv kaldte hun stemmen for ”chefen”, og i de følgende år fik han mere og mere magt over hende. Han fortalte hende konstant, hvor dum og grim og uduelig hun var, og hun havde en stærk fornemmelse af, at hun ikke skulle fortælle nogen om stemmen.
På vandreturen i det skotske højland gik hun hver dag 15-25 kilometer med oppakning. Det eneste, hun indtog, var vand med druesukker og den lille smule mad, lederne overvågede hende spise.
Året på efterskolen stod i anoreksiens tegn. Hver 14. dag holdt hun 72 timers faste. Hverken mad eller drikke indtog hun. Til gengæld passede hun sin motion flittigt. Chefen begyndte at sige, at han ville gøre hendes familie ondt, hvis hun talt om ham. Omgivelserne opdagede dog, at der var noget helt galt, og Jeanette kom i samtaleterapi. Alligevel gik det bare stærkt ned ad bakke, lige indtil hendes første selvmordsforsøg i efteråret i 1. g. Hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling i tyve måneder. Sidenhen fulgte to indlæggelser på den lukkede afdeling.
Langsomt ændrede hendes liv sig dog, og hun stod pludselig i livet og skulle forholde sig til, at hun havde været syg i 8-10 meget vigtige år af sit liv.
Fordomme omkring sygdommen føler hun stadig, at hun møder.
”Fra alle fremmede. De bliver simpelthen bange for mig, når jeg fortæller det. Det er derfor, at det er så vigtigt at have en gruppe mennesker omkring sig, som kender en.”
Jeanette Bay har hele vejen haft en utrolig støtte i sin familie og en håndfuld trofaste venner.
”Mine forældre har ofret meget. De har simpelthen gjort alt for at være der for mig. Og mine bedsteforældre har nærmest været det bedste. De rummede mig, selv når jeg var psykotisk og lå og råbte inde i sengen. I dag har jeg deres fødselsdatoer tatoveret på min arm sammen med nogle sommerfugle. Min mormor forærede mig øreringe, da jeg havde holdt mit første foredrag, fordi hun var så stolt af mig.”
Jeanettes bedste råd:
1: Det værste man kan gøre
Tag ikke afstand. Det værste folk kan gøre i forhold til psykisk syge er ifølge Jeanette Bay: ”At tage afstand. Det er så ubehageligt, når folk bare forsvinder.”
2: Det bedste råd Jeanettes bedste råd til folk, der er usikre på, hvordan de skal opføre sig i forhold til mennesker med en psykisk sygdom:
”Lad være med at være bange, men spørg ind til, hvad der foregår. I ni ud af ti tilfælde kan man spørge om meget mere, end man tror. Og humor er et fantastisk værktøj.”
3: Det nemmeste for mig ”Jeg gider ikke fortælle mine lærere, at jeg har været psykiatrisk patient. Det skal ikke stå i vejen i det indtryk, de har af mig. Jeg fortæller mine medstuderende om det, når det falder naturligt.”