Jeg har altid haft det svært med at indgå i relationer med andre, det skyldes mest min store frygt for svigt. I min tidlige barndom og ungdom, var min mormor den person jeg kunne regne med, men da jeg kom ind i det psykiatriske system, var det hverken fair overfor hende eller mig, at det var hende jeg brugte til de svære ting. Jeg flyttede på flere forskellige bosteder, hvor jeg lærte at benytte mig af den støtte, jeg fik fra personalet, men jeg havde ingen tillid til dem. Jeg har været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger fordelt over landet, men da jeg kom til afdeling E i Esbjerg, ændrede hele min verden sig. Jeg gjorde, ubevidst, alt for at skubbe dem fra mig, og jeg ville slet ikke samarbejde med dem. Mine tidligere erfaringer fortalte mig at de ville vende mig ryggen til og lade mig være, men det skete ikke her – de blev hos mig. I de relationer jeg efterhånden fik bygget op, udviste personalet mig tillid og det at de gerne ville mig – også når det blev svært. Jeg begyndte ligeså stille at åbne op for nogle få personer, og især én blev jeg meget fortrolig med. Det tog lang tid for mig, at indse at de ville mig det bedste, men da det først stod klart kunne jeg ikke føle andet end stolthed og glæde. Relationsarbejdet har betydet, at jeg nu er i stand til at åbne for andre mennesker, og det har betydet alt for min opfattelse af mig selv og den måde en relation generelt fungerer på. Da jeg lærte at knytte bånd til andre mennesker, skete der noget med mig og min udvikling. På afdelingen gik de meget op i, at fortælle mig at jeg var god nok og at de troede på mig. Disse småting var det der gjorde den store forskel, det var ikke så meget medicin, men det var mere det at kunne være menneskelig og stole på andre. Jeg fik dagligt ros og opmuntring, og selvom jeg mistede håbet så mistede de det aldrig – lige meget hvor svært det var. Det er tit svært at beskrive præcis hvad en god relation gør ved en, men jeg tænker, at det for mig især var arbejdet med min selvtillid og mit selvværd. Jeg havde bogstavelig talt ingen form for selvværd og jeg var så usikker, at jeg ikke engang kunne se alt det positive andre gjorde for mig. I takt med at mit selvværd fik et hak opad, gik det op for mig hvor meget personalet gjorde og at jeg virkelig var det hele værd. Jeg hører tit, at mange ikke vil knytte sig til en betalt relation, og der er da også nogle svære ting forbundet med en betalt relation, men det de har betydet for mig, opvejer helt klart de negative sider. Jeg var på afdeling E længe, og da man fortalte mig, at man havde fundet det perfekte botilbud til mig, blev jeg bange. Jeg havde det jo godt på afdelingen: jeg var tryg, jeg kendte alle personaler, men alligevel kunne jeg ikke andet end at begynde at glæde mig til den virkelige verden. Jeg skylder afdelingen og især mine kontaktpersoner alt, og jeg vil aldrig glemme hvad de har gjort for mig, men nu er jeg kommet videre og jeg har det rigtig godt. Relationer er, efter min mening, nogle af de vigtigste redskaber man har til at navigere rundt i psykisk sygdom, og til spejle sig selv i og på den måde få flere redskaber til at bekæmpe de symptomer man måtte have. Relationerne på afdeling E blev min redning, og selvom det er svært at sige farvel, så tænker jeg hele tiden på, at de har gjort deres arbejde og nu er det andres tur til at tage over. Relationer kan være dejlige, men selvfølgelig gør det ondt, når man skal sige farvel. På afdelingen lagde vi stor vægt på at tale om tingene og derefter sætte en handling til. Jeg ved, at mange psykisk syge er sårbare, det er jeg jo også selv, men når man hengiver sig i en god relation, tror jeg også på, at det giver mening at sige farvel igen. En relation er en brik på vejen, nogle relationer holder og andre skal man opgive, det er bare måden hvorpå man gør det, der er det altafgørende.