Spiseforstyrrelse
-Og den dag hos sundhedsplejersken fandt jeg ud af, at jeg rent faktisk var hende i klassen, der vejede mest - så dér besluttede jeg mig for, at næste år ville jeg være den pige i klassen, der vejede mindst.
-Jeg kan huske, jeg kom hjem fra skolen, jeg var rasende og smed papirerne fra sundhedsplejersken på spisebordet og sagde til min mor, at nu skulle det altså være slut. Nu ville jeg tabe mig! Jeg tror egentligt, at hun dengang tænkte, at det var da fint, at jeg havde besluttet mig for at ændre på mine spisevaner, og hun bakkede også op, da jeg begyndte på en slankekur.
Men slankekuren tog overhånd. Kristina mistede appetitten:
-Jeg tror, det var på grund af alle de mennesker, der døde omkring mig i min familie - så efter et halvt år besluttede skolen og min mor i samarbejde, at det nok var bedst, hvis jeg kom i behandling. Jeg blev indlagt, fordi de mente, at jeg var blevet deprimeret og stresset på grund af de mange tab. Der skulle jeg så være i 14 dage, hvor jeg kunne få fred til at være ked af det og få slappet af og få lov til at græde i fred.
-Det var hårdt, spiseforstyrrelsen gjorde, at jeg blev styret af noget andet, det blev en hård kamp - man er ikke herre over det, og samtidig er man jo alligevel herre over det, når man ikke spiser, det er så indviklet og kompliceret.
-Og jeg var meget, meget vred. Inden i var jeg jo ulykkelig, men jeg havde ingen, jeg kunne tale med om det, så jeg viste det ved at være enormt aggressiv. Jeg råbte højt ad personalet, og jeg skar i mig selv og kunne finde på at tage et reb og binde det så hårdt om halsen, at jeg besvimede. Jeg var en meget vred pige. Når jeg tænker over det i dag, så bliver jeg stadig helt chokeret over mig selv, at jeg - der normalt er glad - kunne opføre mig sådan!
Efter flere års sej kamp, fik Kristina kæmpet sig tilbage:
-Jeg fik lysten til at være ung igen. Min rejse har været lang, jeg var forvirret - men det hjalp mig meget, at jeg efter min indlæggelse fik en psykolog med speciale i spiseforstyrrelser, som hjalp mig med at finde min gamle stædighed frem igen. Og jeg blev sideløbende behandlet med medicin mod depression og angst, og den behandling var god for mig og fik hjulpet mig tilbage på sporet igen. Kilde: Gal eller Normal, Lindhardt & Ringhoff