Klummearkiv

Bryd tavsheden om angsten

 

Af Michael Danielsen, chefpsykolog i Psykiatrifonden

Angst rammer hver femte dansker i løbet af livet. Angst er en usynlig folkesygdom, som få tør tale om, og derfor er der mange, som ikke får kvalificeret hjælp. I stedet lader de angsten begrænse deres liv. Kanal 4 og Psykiatrifonden bryder tavsheden om angsten i fire nye tv-programmer. Det sker i uge 5.

Dobbelt så mange kvinder som mænd får stillet en angstdiagnose, hvoraf de hårdest ramte er unge kvinder i alderen mellem 15 og 25 år. Angst er den psykiske lidelse, der koster vores samfund flest penge i tabt produktion – 8,5 mia. kr. årligt ifølge Sundhedsstyrelsen.

Første, måske største og mest modige skridt til at slippe angsten er at tale om den, og det kommer vi forhåbentlig til, når Kanal 4 rydder store dele af tv-fladen i uge 5 for at vise tv om angst. Psykiatrifonden har samarbejdet med Kanal 4 om indholdet.

I programmerne møder vi en række børn, unge og voksne, der er ramt af svær angst på hver deres måde. En angst, der skaber begrænsninger i deres liv og forhindrer dem i fx at tage offentlige transportmidler, at indgå i sociale sammenhænge og endda i at gå i skole eller på arbejde. Det kan være angst for at være sammen med andre mennesker, angst for at spise sammen med andre, for at kaste op, for at krydse en bro – og ikke mindst, når angsten virkelig får fat – angsten for selve angsten.

KVÆLERTAG PÅ LIVET
Alt for mange lever et liv, der er begrænset af angst. Og alt for mange tier stille om angsten, måske fordi det føles skamfuldt i vores præstationssamfund ikke at kunne leve op til normer og krav. Men med kvalificeret hjælp kan rigtig mange komme ud af det kvælertag, angsten tager på deres liv. Og det første og vigtigste skridt er at tale om det. Det håber vi, programmerne får sat i gang.

BEKYMRINGERNE TAGER MAGTEN
I løbet af programmerne møder vi Nova på 12 år, som har generaliseret angst og er bekymret for næsten alt, Carla på 15 år, der kæmper med generaliseret angst, Nathalie på 28 år, som lider voldsomt af agorafobi, som er frygten for store pladser, og Line på 45 år, der siden hun var helt ung har været udfordret af panikangst, hvor hun i bestemte situationer får voldsomme panikanfald. Vi følger dem alle, når de sammen med en psykolog vil forsøge at se angsten i øjnene og leve et bedre liv med den eller med tiden slippe den helt.

INDSATS MED KÆMPE GEVINST
Jo tidligere behandling, jo større er chancen for at slippe af med angsten. Derfor er vi rigtig glade for dette samarbejde med Kanal 4. Som man kan se i Slip Angsten-programmerne, kræver det hjælp og støtte at gå i behandling, men gevinsten er kæmpestor. Man kan leve det liv, man gerne vil leve – gøre det, der gør en glad og som man synes er vigtigt.

Programmerne bliver sendt på Kanal 4 mandag til og med torsdag i uge 5 kl. 21 hver aften. Kan man ikke se Kanal 4, kan programmerne ses gratis på nettet på Discoverys streamingside www.dplay.dk en uge senere.

Psykiatrifonden har sat ekstra bemanding på Rådgivningen hele ugen. Gå ind på Ring-chat-skriv.dk eller ring på 39252525.