Mænd og psykiske lidelser

Her kan du se fire film om, hvordan det er at lide af angst. Vi har også samlet en række gode råd til mænd, og nederst på siden kan du læse Them Kjær Jensens historie om kampen mod angsten og om at gennemføre et Ironman.

Herunder en web-dokumentarserie om Michael - en mand med angst. Det først afsnit viser et rekonstrueret angstanfald og de næste tre afsnit beskriver tre stadier i Michaels kamp mod angsten gennem 25 år.

Web-dokumentarserien er udviklet og produceret af Cecilie Sylvest Carlsen og Cathrine Charlotte Herting.


 


Michael opsøger angsten i Dyrehaven

Hør Michael fortælle om sin første oplevelse med agorafobi, som er angst for åbne pladser og store folkemængder.

     

 


Angstanfald i havnerundfarten

Hør Michael fortælle om hvordan han kæmper mod sin angst, bl.a. ved at gøre de ting han er angst for.

     

 


Trygge rammer om angsten

Hør Michael fortælle om hvornår og hvordan han fortalte sine nærmest om sin angst.

     

 

Angstanfaldet

Hør Michael beskrive hvordan han oplever det, når han får et angstanfald.

 

Er du mand og har det svært, har vi herunder samlet en række gode råd.

  • Det første skridt er tit det sværeste.
    Det kan være svært at få talt om psykiske problemer. Vi ved, at for mange mænd er det ekstra svært.
  • Husk at mange andre har det som dig.
    Psykiske lidelser rammer os alle sammen – skam dig ikke. Du er ikke en svag person, fordi du har det skidt. Det tænker mange mænd desværre om sig selv og tror, at andre tænker det samme.

  • Ta’ fat i nogen.
    Ta’ kontakt til en, du har tillid til, før det hele braser sammen. Mænd venter ofte for længe, og så tager det bare længere tid at få det godt igen. Man kan ikke drikke eller ryge det væk.
  • Søg viden.
    Hvis du mangler viden, kan det give en ekstra sikkerhed at søge fx på internettet. Det kan gøre det lettere for dig at fortælle andre, hvordan du har det og hvorfor.
  • Søg hjælp. 
    Din praktiserende læge kan være et sted at starte. For mange er det en stor hjælp at få vendt sin situation med en professionel behandler.

  • Hold fast i håbet om at få det godt igen. 
    Lad ikke livet gå i stå. Hold fast i nogle af de ting, du plejer at lave sammen med andre, og som I sætter pris på. Lad ikke sygdommen fylde det hele. Ingen er kun sin diagnose og langt de fleste kan få det godt igen.

  • Erkend at åbenhed kan være nødvendig.
    Vær ærlig overfor dig selv i forhold til, hvad du magter. Overvej f.eks. om det er muligt for dig at få talt med din arbejdsplads, hvis du ikke magter opgaverne frem for at blive væk eller give op. Det gælder også i forhold til familie og venner – hvis du må melde fra til aftaler og sammenkomster.

  • Andres tolerance er ofte større end din egen. 
    Frygten for andre andres negative reaktion kan ofte være overdrevet.

Til venner og familie:

  • Det første skridt er tit det sværeste. 
    Det gælder både for den som slås med psykiske problemer, men det gælder i høj grad også dig, som er ven, familiemedlem eller kollega.
  • Ta’ fat i hinanden. 
    Hvis du har en ven, der har psykiske problemer, så ta’ fat i ham og foreslå, at I får snakket sammen. Du skal ikke være behandler, men rigtig mange har brug for et skub for at komme i gang med at søge hjælp.

  • Søg viden.
    Hvis du mangler viden, kan det give en ekstra sikkerhed at søge fx på internettet. Det hjælper også med at skille fordomme fra fakta.
  • Hjælp med at søge hjælp. 
    Rigtig mange har behov for at få støtte til at søge hjælp, og du skal ikke være behandler. Den praktiserende læge kan være et godt sted at starte.
  • Hold fast i håbet.
    Ingen er kun sin diagnose og langt de fleste kan få det godt igen. Prøv at holde fast i nogle af de ting, I plejer at lave sammen, og som I sætter pris på.

  • Erkend at åbenhed kan være nødvendig. 
    Det kan ofte være en lettelse at få delt med andre, at nogen i din nære omgangskreds eller i din familie slås med psykiske problemer frem for at bære på bekymringer og belastninger alene.

Jernmand med angst

Jeg er født den 18. maj 1954 på Rigshospitalet i København. Jeg har aldrig kendt min far, og min mor var, i de år jeg havde hende, for det meste alvorligt syg. Hun døde, da jeg var 10 år. Jeg er opvokset hos min moster og bedstemor, og de har gjort et fantastisk stykke arbejde. Det har ikke noget med dem at gøre, men jeg har haft angstanfald, siden jeg var helt lille. Eksempelvis kan jeg huske flere gange, hvor jeg lå i sengen og følte, at jeg kunne se nogen, der stod henne i døren.

Da jeg var ung, var jeg tit bange for, at nogen ville mig til livs om natten. Derfor barrikaderede jeg mig på mit værelse og lavede fælder, så det ville larme, hvis døren gik op. Det kunne være noget glas eller en kæde for håndtaget, som så røg ned, hvis døren gik op. På et tidspunkt boede jeg på et værelse i en kælder, og der flyttede jeg simpelthen mit store klædeskab hen foran døren, når jeg fik angstanfald om natten. Der var faktisk også perioder, hvor jeg sov med en kniv under hovedpuden.

I starten af 1980'erne blev jeg, trods periodevis fravær på grund af min angst, færdig som lærer. Jeg blev gift og min kone og jeg fik også en dejlig datter, Maria. Jeg var meget omsorgsfuld og følelsesladet, men jeg kunne ikke klare presset på arbejdet, min angst og en lille pige, jeg skulle passe på. Så jeg begyndte at tage en tur forbi værtshuset på vej hjem. Jeg udviklede noget social fobi, og hvis jeg skulle være sammen med nogen, skulle jeg helst være fuld. Det duede slet ikke. Så gik min kone og jeg fra hinanden. Vi fik fælles forældremyndighed over vores datter, men der var situationer, hvor jeg ikke kunne magte det. I en periode så jeg hende slet ikke. I midten af 80'erne fandt jeg sammen med en dejlig kvinde, som jeg købte hus sammen med, og jeg begyndte lykkeligvis også at se min datter regelmæssigt igen. I den periode var jeg også første gang i forbindelse med en psykiater. Samtaler og medicin havde dog ikke den ønskede effekt. Det var der mange grunde til, men enden blev, at jeg selv sagde stop.

En aften i 1993 blev jeg ramt i uhyggelig grad. Det begyndte pludselig at presse på min brystkasse og stråle ud i min arm. Det blev værre og værre, jeg fik kramper i armene og ned i benene og tænkte: Nu dør jeg. Så kom ambulancen med udrykning. Jeg spændte i hele kroppen og kunne ikke få luft. Jeg fik noget ilt og kom på sygehuset, men der var ikke noget galt med mit hjerte, så jeg blev sendt hjem med besked om at slappe lidt af.

Efterfølgende havde jeg dagligt angstanfald. Jeg gik på arbejde, men kunne ikke sove om natten. Jeg lå på sofaen. Fjernsynet var tændt, men der var skruet ned for lysstyrken og lyden, så jeg bare lige kunne høre stemmerne. Når det så blev morgen, stod jeg op og tog på arbejde. Jeg blev undersøgt til bunds for fysiske sygdomme. Mave, tarm, blod, hjerte, alt. Jeg fejlede ikke noget. Jeg fik lidt beroligende medicin, men det hjalp mig ikke rigtig. Efter måneders mareridt blev jeg henvist til en psykiater. Da jeg kom ind til ham og så ham i øjnene, begyndte jeg bare at græde. Han tændte to stearinlys og sagde:"Du har det da vist ikke ret godt." Jeg græd gennem hele konsultationen. Så fik jeg noget beroligende og skulle komme igen efter en uge. Derpå blev jeg sygemeldt i syv uger. Forskellige præparater blev prøvet. Det endte med, at jeg fik en antidepressiv medicin, der hedder Seroxat. Samtidig fik jeg noget beroligende, når angsten blev for slem. Psykiateren foreslog også, at jeg begyndte at dyrke motion, og det blev et vendepunkt.

Jeg startede med at cykle, men begyndte så at dyrke triathlon. Det udviklede sig hurtigt til, at jeg gerne ville lave en ironman. Så en dag kørte jeg af sted til ironmanstævne i Roth, Tyskland med min angst, min medicin, mine drømme og min vilje. Jeg fik ingen medalje, for jeg overskred tidsgrænsen, men jeg kom igennem, og det gav mig en hel masse, at jeg gjorde det. Jeg kom også til den erkendelse, at alkohol og jeg og mit sind bare ikke passede sammen. Efter en kursusaften, hvor jeg havde fået en del at drikke, fik jeg det psykisk utrolig dårligt dagen derpå. Jeg tænkte: Aldrig mere. Siden den dag i slutningen af 90'erne har jeg ikke drukket en dråbe alkohol. Da jeg holdt op med drikke, kunne jeg også tydeligt mærke, at min medicin virkede. I en periode fik jeg slet ikke beroligende medicin og var nede på 10 mg Seroxat. Det fungerede godt. Jeg fik min selvrespekt tilbage og følte, at jeg bestemte over mit liv. Men så vendte angsten tilbage, og i 2006 følte jeg ikke, jeg kunne klare mit job længere. Efter en snak med inspektøren på den skole, hvor jeg arbejdede, og med hjælp fra kommunen fik jeg fleksjob på skolen. Det indebar, at jeg skulle undervise 8-10 timer om ugen. I den forbindelse blev min diagnose præciseret til kronisk generaliseret angst og milde depressioner.

I forbindelse med en slem træningsulykke i 2009 fik jeg kraniebrud med blødninger i hjernen, knuste mit venstre kraveben samt min venstre albue og brækkede 3 ribben. Skaderne medførte en mengrad på 18%. Min venstre arm er grundet indopereret metal og skruer begrænset i både styrke og bevægelighed. Mit venstre kraveben er sat sammen med metal og skruer. Jeg har føleforstyrrelser i venstre ben ligesom jeg har fået tinitus, stærkest på venstre øre. I forbindelse med et fejlbehandlet brud på højre kraveben, var venstre side min stærke side. Nu er både venstre og højre side styrkemæssigt svækket. Gennem en viljestærk indsats under genoptræningen og efterfølgende struktureret træning kan jeg i dag stadig dyrke triathlon, ironman.

Efter ulykken blev jeg psykisk dårligere. Psykiateren prøvede uden held forskellige typer medicin. Enden blev, at vi vendte tilbage til udgangspunktet med Seroxat og lidt beroligende medicin, og det får jeg den dag i dag. Alligevel er jeg stadig angst - den er altid med mig.

Medicinen har, sammen med værdifulde samtaler med min psykiater, hjulpet mig på fode. Kombineret med min træning og min livsførelse så føler jeg i dag, at jeg er den bedste udgave af mig selv. Man er nødt til at handle, man er nødt til at gøre noget for, at livet skal tage form. Det handler meget om at finde sin selvrespekt. Min selvrespekt var ikke kommet, hvis jeg ikke var blevet hjulpet og samtidig selv havde ydet en viljestærk indsats.

I min kamp for et acceptabelt liv med angst er min kærlige familie en uvurderlig brik. Uden dem ved min side var jeg ikke nået til det sted i mit liv, hvor jeg er nu.

Min sport, triathlon, har i mange år også været en stærk faktor. Den, og min træning i det hele taget, er med til, at jeg i rimelig grad kan kontrollere angsten. Jeg har siden 1998 gennemført 19 ironman (3,8 km svømning efterfulgt af 180 km cykling sluttende med 42,195 km løb) samt mange andre stævner og distancer. Planerne for tiden, der kommer, ligger klar.

Jeg vil altid gøre mit allerbedste for at få det bedste ud af mit liv.